Jeg har regelsmæssigt gået til 1. maj i fyrre år. Mest i Aarhus, et par gange i KBH, en enkelt gang i Lissabon. Mange gange har jeg spillet som musiker under eller efter demonstrationerne. Engang i snevejr på Ingerslevs Plads, en anden gang i Botanisk Have for små 20.000 mennesker. Heftigt. Ogsåvidere.

De fedeste demonstrationsoptog var her i byen 1975-77, hvor den alternative og spraglede venstrefløj virkelig kunne mærkes, ses og høres.

Upålidelige og utilstedelige mellemlag

Jeg må indrømmer, at de sidste mange år er det blevet mindre og mindre lystfuldt at være med. Den del af 1. maj, som handler om at træffe bekendte frænder er skrumpet ind til det ubetydelige. Ganske vist er et par håndfulde desværre døde siden dengang. Men hvad fanden laver resten? Min egen aldersgruppe (nærmer mig folkepensionen) er utilstedelig (!) … derimod er ældre folk på Tangkrogen typisk folk fra den gamle arbejderklasse med tilknytning til fagbevægelse og socialdemokrati, måske det tidligere DKP. De – i de klassiske klasseanalyser – upålidelige mellemlag, intellektuelle, faux frais-arbejdende og resten af oprørenes udkrads viser sig netop som ‘upålidelige’. Og altså utilstedelige.

Var der en enkelt deltager fra Forlaget Klim? Var der en eneste fra Forlaget Modtryk? Nogle fra Æskens gamle garde? Fronthusets base i sen-70’erne? Den gamle kollektive landsby? Rødstrømperne? De rødspraglede bands? Eller alle de andre furede ansigter jeg ville kunne genkende fra dengang uden at kunne sætte navn på?

Vi var tusinder engang. I 2012 ville vi næppe kunne sætte et veteranfodboldhold. Det kan der være mange grunde til. Jeg kan ikke komme i tanke om en eneste god.

Mange af os har indtrængende erfaringer med, at “1. maj”, uanset fede fællessange, råbebare paroler, mobilt aktionsteater, farlig dansemusik og rød sanselighed all over ikke rykker mange meter i den hundredfoldige marathon, som livsbuen strækker over.

Men det kunne stadig være et årligt mødested for sans og samling, for hva’ så! skæve grin, klap på skulderen, nyt og fjernt, kritik af talerne og fodtrip på en stammeplads, som stadig også skulle være vores. Nå, ikke?

PS. Er vi i øvrigt ikke blevet for gamle til skulende blikke, snerpet mimik og rygvendt ligegyldighed over for gamle bekendte, venner, eks-kommunikerede?